Selvom formanden for udviklingsudvalget, Christian Brøns (V), forsikrer, at det ikke ligger i planerne at føre vejen fra klimabroen videre op igennem Bækkestien, så kan det alligevel ende sådan på sigt. Det fremstår af et notat fra kommunen fra 2017.
– Af Tobias Bruun Rasmussen
”Det kommer ikke til at ske. Den mulighed er lukket ned” og ”Borgerne har Venstres ord og garanti for, at vi vil kæmpe for, at Bækkestien bliver bevaret i fremtiden. ”
Ordene kommer fra 1. viceborgmester og formand for udviklingsudvalget i Randers, Christian Brøns (V). Han slår endnu engang fast, at det i hans øjne ikke er en mulighed at videreføre trafikken fra den kommende Klimabro op igennem det grønne område Bækkestien.
Borgerne frygter for Bækkestiens fremtid
Spørger man borgerne i Dronningborg, så fylder frygten for, at Bækkestien vil blive erstattet af en større vej særdeles meget.
Peter Kjeldsen, der er formand for foreningen ”Bevar Bækkestien”, der har mere end 2.600 medlemmer på Facebook, er klar i mæglet. Han mener simpelthen ikke, at de vedtagne planer for Klimabroen kan føres ud i livet uden efterfølgende at videreføre vejen op igennem Bækkestien.
”Den firsporede Klimabro vil ende i den tosporede Udbyhøjvej. Det vil skabe en trafikal blindgyde, hvor det for mig er indlysende, at man på sigt vil køre vejen videre op igennem Bækkestien. Ellers giver hele projektet simpelthen ingen mening, ” siger Peter Kjeldsen.
Han påpeger, at kommunen tidligere i processen selv nævnte denne fremtidige løsning som en mulighed.
Politikerne vil prioritere grønne områder
Den 10. marts 2017 udsendte forvaltningen Veje og Trafik et notat, hvori man forklarede de forskellige overvejelser bag linjeføringen for Klimabroen. Heri fremgik det på side 8, at det på sigt var en mulighed at videreføre linjerne D og F op igennem Bækkestien.
Christian Brøns anerkender da også, at hvis man tager trafikbrillerne på, vil det være den mest optimale løsning at føre vejen op igennem det grønne område. Det er dog ikke en mulighed, som han kan anbefale.
”Infrastrukturmæssigt er det helt sikkert den bedste løsning. For os handler det dog ikke kun om trafik. Vi vil prioritere at have nogle grønne områder, hvor man kan opholde sig i vores by, og derfor vil vi ikke røre Bækkestien, ” siger Christian Brøns.
Prioriteringen af grønne områder står Christian Brøns ikke alene med. Blandt de 28 ud af i alt 31 byrådsmedlemmer, der d. 7. september stemte for den store udviklingsplan for Randers, hvori Klimabroens endelige linjeføring indgik, lader der til at være enighed om, at vejen ikke skal gå længere end til Udbyhøjvej.
Også blandt dem, der stemte imod forslaget om Klimabroen, bliver der lagt vægt på bevaringen af Bækkestien.
”Man skal for alt i verden forsøge at bevare Bækkestien som området er nu, ” siger Enhedslistens Frida Valbjørn Christensen.
Byggeriet af Klimabroen forventes at blive igangsat i år 2028/2029 og er en del af det store og langsigtede projekt ”Flodbyen”, der skal gøre Randers til en moderne og attraktiv by i fremtiden.
I videoen nedenfor kan du høre Christian Brøns fortælle om overvejelserne bag navnet Klimabroen.
En ganske almindelig familiefødselsdag blev med ét forvandlet til et mareridt for Anja Sonne og hendes familie på fem. En eftermiddag i november 2019 vendte op og ned på den travle børnefamilies liv. En eftermiddag, der for altid vil stå som en skrækkelig dag. Den dag, hvor Anja så sit hjem forsvinde for øjnene af hende.
Af Tobias Bruun Rasmussen
Snakken går lystigt fra alle sider af bordet. Det store langbord er pyntet med stearinlys og stuen er fyldt med flag. I den ene ende sidder børnene og snakker om, hvilken Fortnite figur de bedst kan lide, og i den anden ende sidder oldemor og oldefar og nyder synet af deres oldebørn. Smilene er store i dagens anledning. Med ét bliver alles blikke vendt imod køkkenet, da mormor kommer til syne med en lagkage med 14 tændte lys. ”Nikolaj 14 år” står der på den.
”kling,
kling, kling”
39 årige Anja Sonnes efternøler af en lillebror, Nikolaj,
rykker stolen tilbage og rejser sig.
”Hvor er det dejligt at se jer alle sammen. Tak fordi I vil
være med til at fejre min fødselsdag. ”
Den korte tale bliver fuldt op af en fællesskål, og så kan lagkagen
ellers gå på omgang. Alt er som det plejer, når familien holder fødselsdage.
Lagkagen har netop været rundt anden gang, da Anjas telefon
ringer. Hun ignorerer den uden videre. Naboen kan vente til senere. Kort efter
ringer den igen, og Anja sender telefonen videre til sin mand. Idet han tager
den, er det som om, luften går af fødselsdagsballonen.
”Vores hus brænder, ” udbryder Mikkel Sonne.
Fra kosmos til kaos
Vi er nu nået ind i midten af april. Den usædvanlige hverdag
under coronakrisen har efterhånden indfundet sig. Anja sidder i sin sofa i sit
midlertidige hjem, der ligger blot få hundrede meter fra familiens oprindelige
hjem, i Smørum på Sjælland. Som et symbol på coronatiderne fortæller hun sin
historie gennem en skærm. Med blandede følelser husker hun tilbage på den 23.
november 2019, der for altid vil stå som en forfærdelig dag i hukommelsen. Især
øjeblikket, hvor Mikkel besvarer opkaldet fra naboen, har sat sig fast.
”Idet Mikkel udbryder, at vores hus brænder, forstår jeg det ikke helt. Jeg tænkte ”vores hus brænder, hvad mener du? ” Jeg kan dog hurtigt mærke på Mikkel, at det er alvor. Det første jeg tænker er, at det måske er en blomst, der er gået ild i, ” husker hun.
“Dernæst kommer tankerne om min veninde i Jylland, der præcis et år tidligere oplevede, at hendes hus brændte ned, hvorefter hun stod uden et hjem med 4 børn. Det var sådan helt uvirkeligt, hvis det skulle ske for mig så kort tid efter, ” fortæller Anja.
Det tager blot få minutter, før Anja og Mikkel er fremme ved deres hjem, der allerede er gemt fuldstændig væk af røg. Anjas stedfar kommer løbende derhen med en pulverslukker, men stiller den hurtigt fra sig. Ilden har allerede godt fat.
I stedet løber Mikkel og stedfaren ned til huset for at hente
familiens trailer.
”Hvad laver i? Hvorfor henter i traileren? Den er da
ligegyldig, ” råber Anja efter dem.
Mikkel svarer hurtigt.
”Brandvæsnet skal jo kunne komme til huset. ”
Minutterne efter er præget af stilhed. Mikkel og Anja står og
holder om hinanden stirrende ind i flammerne. Det eneste, der afbryder
flammernes knitren, er Anjas konstante spørgsmål ”Hvordan kan det ske? ”, ”Hvorfor
sker det for os? ” og ” Hvad skal der ske? ”
Følelsen af afmagt
Anja husker få detaljer fra køreturen hen til huset. Tiden
gik nærmest i stå for hende. Hun husker dog, at folk stod oppe på deres hustage
for at se, hvor røgen kom fra. Det var en uvirkelig oplevelse at se folk stå og
spejde efter det brændende hus.
Da Anja og Mikkel kommer frem til huset, er det allerede helt
sort.
”Man kunne slet ikke se huset. Der kørte tusind tanker
igennem mit hoved, og alligevel var det som om, tiden gik i stå. Jeg stod bare
og hylede helt vildt, men samtidig føltes alt helt stille. Det var sådan en
uvirkelig choktilstand, ” erindrer Anja.
Det første hun tænker på, da hun ser flammerne, er hendes
far.
”Min far døde, da jeg var 17, så alle de minder, jeg havde om
ham, var ligesom inde i det hus. Jeg havde bl.a. arvet en masse LP’er fra ham.
Pludselig mistede jeg det sidste, jeg havde fra ham. ”
Kort efter ankommer fem brandbiler, og Anja og de andre bliver guidet væk fra huset. Anja kommer ind hos en af naboerne, hvorfra hun står og kigger direkte over på sit brændende hjem.
”Det var sådan en følelse af ren afmagt. Man kunne jo ikke
gøre noget. Vi stod jo bare og så flammerne tage mere og mere fat. Det var helt
uvirkeligt, ” fortæller hun.
En indsatsleder samler Anja og Mikkel for at spørge, om de
har nogle specifikke ting, som brandmændene skal forsøge at redde ud af huset.
De bliver hurtigt enige om nogle eksterne harddiske med bryllupsbilleder og
billeder fra børnenes barndom. Det skulle dog hurtigt vise sig ikke at kunne
lade sig gøre, da politiet anså huset som et gerningssted, og intet måtte
derfor tages ud.
”Jeg følte, at vi lige havde været så tæt på at få reddet
alle vores billeder ud, og så kunne vi ikke alligevel pga. nogle formelle
procedurer. Jeg havde mest af alt lyst til at blive kriminel og selv hente dem
ud, ” fortæller Anja med et skævt smil.
Uvisheden i tiden efter
Fra branden er slukket og til, at familien må tilgå huset og tage næste skridt, går der flere uger. Først skal politiet undersøge det som gerningssted, og forsikringen skal have teknikere til at undersøge brandårsagen. En periode fuld af usikkerhed og uopklarede spørgsmål.
”Det værste i tiden efter er helt sikkert uvisheden. Hvad skal der ske med huset? Kan vi genbruge det? Skal vi bygge nyt? Hvorfor startede branden overhovedet? ” forklarer Anja.
Tættere som familie
Hele familien fik kontakt til en krisepsykolog, der dog kun blev besøgt nogle få gange. Anja mener, at en af nøglerne til at hjælpe hinanden igennem krisen som familie har været deres åbne og ærlige tilgang til hele forløbet. Hende og Mikkel har bl.a. været oppe i børnenes klasser og fortælle om situationen.
Derudover hjalp det at indse, at de ikke kunne have undgået
branden. Teknikerne fortalte, at det formentligt var en stikdåse, der havde
startet det hele. En af mange snakke, der har gjort dem tættere som familie.
Der gik mere end fem uger, før Anja igen var på arbejde. I de fem uger opsøgte hun andre, der har været igennem det samme bl.a. via nettet. Derudover har hun og familien brugt veninden i Jylland meget, da de har jævnaldrende børn.
”Jeg har snakket meget med min veninde. Hun har jo ligesom
lige været igennem det samme. Hun er så endt med at blive skilt fra sin mand.
Der skal Mikkel og jeg i hvert fald ikke hen, ” siger Anja hurtigt.
I dag står huset stort set, som da flammerne blev slukket. Af forsikringsmæssige årsager har familien Sonne endnu ikke fået grønt lys til at rive huset ned. Taget er fuldstændig væk, men flere dele af huset står, som om intet var hændt. De tidligt indkøbte julegaver står stadigvæk pakket ind i soveværelset, og på sofabordet står en æske chokolade, som familien delte aftenen før branden. Huset står som et mærkeligt sammensmeltet billede på fortiden og nutiden.
I 2015 blev Trigeparken i Trige nord for Aarhus officielt fjernet fra ghettolisten. En sejr for beboerne, og de mange mennesker, der deltog aktivt i kampen mod ghettoprædikatet. De positive takter er dog slet ikke færdige endnu. Trigeparken vil nemlig ikke bare væk fra det dårlige ry. Gennem millioner af kroner vil de gøre sig til et af de attraktive steder i udkanten af Aarhus.
Af Tobias Bruun Rasmussen
Regnen siler ned. Den grå himmel ligger som en tung dyne henover
boligblokkene. Den rolige konstante lyd af regnens plasken på fliserne bliver
afbrudt af døren til opgangen. Ud kommer en mand. Han stopper op lige udenfor
døren og lader sin pegefinger glide langs den grå horisont, imens han fortæller
om de nyrenoverede blokke lige fremme. Han tager et par hurtige skridt henover
de regnvåde fliser. Udover flisestien er der ikke andet end grus og jord. Og
masser mudder. Regnen siler ned.
Manden i regnen er Thuvarakan Kandasamy. Bedre kendt under
navnet Thue. Han er aktivt bestyrelsesmedlem i Trigeparkens ene af to
afdelinger, afd. 20. Med et forsigtigt smil lader han øjnene vandre henover de
boligblokke, hvor han selv bor. Han fortæller lystigt om det store
renoveringsprojekt, som omsider er ved at være færdigt.
”Man har jo jævnet den midterste opgang i alle tre blokke
med jorden. Man vil skabe et mere luftigt og åbent område. Et område, hvor det
er mere attraktivt at flytte til, ” fortæller Thue.
Sådan har området nemlig langt fra altid været.
Stemplet som ghetto
Man skal ikke længere tilbage end 2015 for at finde året,
hvor Trigeparken blev streget fra ghettolisten. For anden gang. Selvom det for
mange af beboerne ikke fylder det store i hverdagen, så er det at være stemplet
som ghetto alligevel noget, der påvirker området som helhed.
”Desværre er ordet ghetto jo et negativt ord i min verden.
Mange forbinder ghettoområder med steder, hvor der kun bor arbejdsløse,
narkomaner og udlændinge. Det er jo slet ikke sådan virkeligheden er, ” siger
Thue.
For nogle beboere betyder det dog ikke så meget, hvad folk
tænker om området. For Bill og Mette Toft Sandberg, der har boet i Trigeparken
i 11 år, betyder området og naboerne mere end, hvorvidt Trigeparken er på
regeringens ghettoliste.
”Da vi flyttede ind i sin tid betød det ikke så meget. Vi syntes ikke, at det var en ghetto. Det har det aldrig været for os. Vi har aldrig været bange for at lade børnene løbe rundt og lege. Heller ikke om aftenen. For os fylder det ikke særligt meget, ” fortæller Bill idet han vinker til en forbipasserende igennem køkkenvinduet.
Helhedsplanen og sociale aktiviteter satte gang i Trigeparken
I april 2014 oprettede man en boligsocial helhedsplan, der
havde til hovedformål at gøre Trigeparken til et bedre sted at bo. Man ville én
gang for alle af ghettolisten. Man ville have flere i arbejde, og man ville
aktivere beboerne. Derfor lavede man en masse aktiviteter og opfordrede folk
til at deltage i byens foreningsliv.
Fællesspisning hver onsdag, Skt. Hans festen og den årlige
tur til Djurs Sommerland er nogle af de aktiviteter som Bill har stået for som
aktivt bestyrelsesmedlem i Trigeparkens afd. 19. Mange af aktiviteterne er åbne
for hele byen og afholdes i Trigeparkens forsamlingshus. Det er en vigtig
pointe ifølge Mette, da det er vigtigt for Trigeparken at have et godt samarbejde
med resten af byen, da knap halvdelen af Triges indbyggere bor her.
”Vi har en masse sociale arrangementer, der er med til at samle os. Så har vi en fantastisk skole og nogle gode børnehaver, der binder os godt sammen med resten af byen, ” siger hun.
En stor totalrenovering skal gøre Trigeparken attraktiv for også velhavende familier
Udover at igangsætte adskillige sociale aktiviteter og
initiativer, så søgte Helhedsplanen et større millionbeløb hos EU og
Landsbyggefonden. Det har gjort det muligt at omstrukturere både boligblokkene
og udeområderne i Trigeparken.
Varmemesteren for Trigeparken, Tonny Nielsen, er en af dem,
der har fuldstændig styr på, hvad de mange millioner til det ”nye” Trigeparken bliver
brugt på.
”Vi har allerede brugt mere end 200 mio. kroner på at totalrenovere de slidte lejligheder oppe i afd. 20. Derudover kommer vi til at bruge mere end 23 mio. kroner på udearealerne imellem blokkene. Der skal blandt andet laves nye legearealer for børnene, og så skal der laves ny infrastruktur i forhold til cykelstier for at få en større gennemstrømning af mennesker igennem Trigeparken, ” fortæller han.
Tilbage hos Thue har regnvejret nu for alvor taget til. Vandet
strømmer ned af stien og snor sig lige så fint uden om de sorte sko. Et gråt,
vådt og halvtrist billede af Trigeparken. Et Trigeparken i forandring. Det er
dog en meget optimistisk Thue, der tørrer regnen af panden og forudser, at de
positive vinde, der blæser over boligområdet, slet ikke er færdige endnu.
”Når vi nu forhåbentlig allerede ved udgangen af 2020 får
udearealerne med, så tror jeg på, at vi bliver et virkelig attraktivt sted,
hvor også almindelige velhavende familier kommer til at bo. ”
Når Niels Kristensen 3 dage om ugen sætter sig ved bordet i bridgeklubben i Aarhus, er det ikke kun med det sociale i højsædet. Det konkurrenceprægede kortspil tvinger Niels til at bruge samtlige hjerneceller og holder hans hoved i topform.
På trods af flere store omveje og mange anderledes oplevelser, så er Mathias Winther netop kommet ind på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Nu skal drømmen fuldføres via motivation og passion.
Jeg vil gerne fortælle om Mathias’ vej ind på DMJX. Altså om de sjove og anderledes år han har haft, der både inkluderer stakkevis af “drop-outs”, selvbygget bolig, bofællesskab og meget andet sjov.
I sommer bestod han den svære og berygtede optagelsesprøve til Journalisthøjskolen i Aarhus. Til trods for sine hele otte sabbatår og ingen fuldførte ungdomsuddannelser er Mathias Winther nu landet på sit drømmestudie.
Af Tobias Bruun Rasmussen
Det stod ikke skrevet i kortene, da Mathias Winther tilbage
i 2015 for tredje år i træk måtte opgive drømmen om en studenterhue og forlade
vennerne på gymnasiet, at han en håndfuld år senere skulle træde ind i den
berømte Bunker på DMJX som en af de nye spirende journalisttalenter. Vejen
hertil har dog heller ikke være helt som de flestes for den stille
vestsjællænder, der gerne deler ud af sine mange spændende og interessante oplevelser
og erfaringer, som han har været igennem de sidste otte år.
Drømmen som kok
Det hele startede ellers ganske almindeligt, da Mathias dimitterede
fra 9. klasse tilbage i 2011. Den dengang 16 årige knægt fra Kalundborg var
fast besluttet på, at han skulle gøre karriere indenfor kokkeverdenen. Derfor rev han teltpælene op og forlod de
trygge rammer i Kalundborg for at blive en del af kokkeskolen på Roskilde Slagteriskole,
hvor han også flytter til.
Herfra rammer Mathias’ ellers snorlige drøm om at nå til tops den første af flere omveje. Han bliver som bare 16-årig en del af et uvant miljø, hvor rygning og fester er i højsædet. Seks måneder inde i uddannelsen vælger Mathias så at droppe ud, flytte tilbage til basen i Kalundborg, og starte i 10. klasse.
Tilbagekomsten til det hjemmevante samt fiaskoen i Roskilde
er med til at ændre Mathias. Efter 10. klasse følger han med de fleste andre på
hans årgang ind på gymnasiet, hvor han starter på en HF uddannelse. Dermed
bliver jagten sat ind på studenterhuen.
Ny kurs:
Studenterhuen
Jagten kører dog hurtigt af sporet. Nøjagtig som på
kokkeskolen løber selvdisciplinen og motivationen tør henover vinteren, og
Mathias vælger endnu engang at forlade sin påbegyndte uddannelse. En
beslutning, der skulle vise at gentage sig, til trods for at drømmen om
studenterhuen fortsætter med at leve i bedste velgående.
Han vælger derfor at give den gymnasiale uddannelse et skud
mere og starter den følgende sommer igen. Et negativt mønster begynder dog at
indtræffe, da Mathias endnu engang ikke overlever vinteren på skolebænken. Hans
ellers stærke og kreative faglige evner bliver slet ikke frigjort, og en ond
spiral begynder at tage form. Han nægter dog at give op. Derfor starter han for
tredje sommer i træk på HF. Denne gang overbevist om, at han har både niveau og
motivation til at komme igennem de to år.
Desværre viser det sig, at stædigheden må lade sig nedkæmpe
af vinteren, og den negative spiral får endnu et led, da Mathias må indse, at
det heller ikke bliver denne gang, at hans kreative sind og store potentiale
bliver indløst.
”Jeg starter altså på HF i Kalundborg tre år i træk, fordi
jeg dropper ud efter et halvt år hver gang. Så der gik lige tre år… ” siger
Mathias.
Om det så egentlig er tre spildte år eller tre meget lærerige
år med modgang, der på den lange bane har hærdet den blonde vestsjællænder, ser
han på med forskellige øjne, idet han fortæller, hvad han lavede i løbet af
foråret de tre år.
”Jeg bor ude, men tager egentlig bare til fester med mine
venner. Jeg er overhoved ikke produktiv på nogen måde. Jeg har intet arbejde og
tænker ikke på nogen form for uddannelse. Det er både tre meget uproduktive år,
men ikke desto mindre så lærer jeg utroligt meget andet om livet i de år. Og så
hygger jeg mig da,” siger han.
Med et liv der endnu ikke har budt på den rette uddannelse,
men i stedet medbragt halve studieår, fester og pakkevis af smøger, er der ikke
meget på daværende tidspunkts, der tyder på, at Mathias nogle år senere stryger
lige igennem optagelsesprøven til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Et
valg om at vende pladen og tage på højskole skulle dog blive afgørende.
Fokus på den
personlige udvikling
For det ikke skal være løgn, så startede Mathias faktisk endda
på samme HF det fjerde år i træk. Dog gik det allerede op for ham efter blot 2
dage denne gang, at han måske skulle prøve noget helt andet.
” Jeg tænker egentlig bare, at jeg skal prøve noget helt
andet. Jeg skal prøve noget helt nyt, hvor jeg kan have mere fokus på min
personlige udvikling, ” fortæller han.
Netop denne plan fører den nu 20 årige på tværs af Sjælland,
hvor han ender på en filmhøjskole på Møn. De efterfølgende måneder skulle vise
sig, at ændre hans liv for altid.
Højskolen ændrede alt
Da Mathias starter på højskolen oplever han et miljø i stor
kontrast til, hvad han tidligere har været en del af. Et miljø, hvor fokus
ligger på sammenhold og fællesskab, men ikke mindst er der en stor bred
fællesinteresse for filmproduktion, skuespil og interviews.
Netop i dette nye faglige miljø møder Mathias en underviser
med baggrund i journalistikkens verden. Dette møde bliver en kæmpe øjenåbner og
en stor inspirationskilde.
”På højskolen møder jeg så ham her journalisten, der sender
os ud og interviewe folk. Jeg kan huske, at jeg synes det var vildt spændende.
Jeg bliver ligesom lidt grebet af tanken om at blive journalist, ” siger han.
Faktisk har denne underviser så stor indvirkning på Mathias,
at hans gamle, indre journalistdrøm popper frem igen, og han beslutter sig derfor
for at prøve lykken til optagelsesprøven på Danmarks Medie- og
Journalisthøjskole i Aarhus. En vej, der senere fører ham på tværs af Kattegat,
og direkte ind foran mikrofonen, hvor Mathias’ uomtvistelige potentiale endelig
kan få luft under vingerne. En vej, der slet ikke har været som de flestes. En
vej med masser bump, hele 8 sabbatår og adskillige tilbageslag. En vej, der
beviser, at det er lysten og drømmene, der driver værket.
Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.
IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.
Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.
Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.
Her kan du se, hvad jeg, Tobias Bruun Rasmussen, laver af lækre opgaver på DMJX