En ganske almindelig familiefødselsdag blev med ét forvandlet til et mareridt for Anja Sonne og hendes familie på fem. En eftermiddag i november 2019 vendte op og ned på den travle børnefamilies liv. En eftermiddag, der for altid vil stå som en skrækkelig dag. Den dag, hvor Anja så sit hjem forsvinde for øjnene af hende.

Af Tobias Bruun Rasmussen

Snakken går lystigt fra alle sider af bordet. Det store langbord er pyntet med stearinlys og stuen er fyldt med flag. I den ene ende sidder børnene og snakker om, hvilken Fortnite figur de bedst kan lide, og i den anden ende sidder oldemor og oldefar og nyder synet af deres oldebørn. Smilene er store i dagens anledning. Med ét bliver alles blikke vendt imod køkkenet, da mormor kommer til syne med en lagkage med 14 tændte lys. ”Nikolaj 14 år” står der på den.

”kling, kling, kling”

39 årige Anja Sonnes efternøler af en lillebror, Nikolaj, rykker stolen tilbage og rejser sig.

”Hvor er det dejligt at se jer alle sammen. Tak fordi I vil være med til at fejre min fødselsdag. ”

Den korte tale bliver fuldt op af en fællesskål, og så kan lagkagen ellers gå på omgang. Alt er som det plejer, når familien holder fødselsdage.

Lagkagen har netop været rundt anden gang, da Anjas telefon ringer. Hun ignorerer den uden videre. Naboen kan vente til senere. Kort efter ringer den igen, og Anja sender telefonen videre til sin mand. Idet han tager den, er det som om, luften går af fødselsdagsballonen.

”Vores hus brænder, ” udbryder Mikkel Sonne.

Fra kosmos til kaos

Vi er nu nået ind i midten af april. Den usædvanlige hverdag under coronakrisen har efterhånden indfundet sig. Anja sidder i sin sofa i sit midlertidige hjem, der ligger blot få hundrede meter fra familiens oprindelige hjem, i Smørum på Sjælland. Som et symbol på coronatiderne fortæller hun sin historie gennem en skærm. Med blandede følelser husker hun tilbage på den 23. november 2019, der for altid vil stå som en forfærdelig dag i hukommelsen. Især øjeblikket, hvor Mikkel besvarer opkaldet fra naboen, har sat sig fast.

”Idet Mikkel udbryder, at vores hus brænder, forstår jeg det ikke helt. Jeg tænkte ”vores hus brænder, hvad mener du? ” Jeg kan dog hurtigt mærke på Mikkel, at det er alvor. Det første jeg tænker er, at det måske er en blomst, der er gået ild i, ” husker hun.

“Dernæst kommer tankerne om min veninde i Jylland, der præcis et år tidligere oplevede, at hendes hus brændte ned, hvorefter hun stod uden et hjem med 4 børn. Det var sådan helt uvirkeligt, hvis det skulle ske for mig så kort tid efter, ” fortæller Anja.

Det tager blot få minutter, før Anja og Mikkel er fremme ved deres hjem, der allerede er gemt fuldstændig væk af røg. Anjas stedfar kommer løbende derhen med en pulverslukker, men stiller den hurtigt fra sig. Ilden har allerede godt fat.

I stedet løber Mikkel og stedfaren ned til huset for at hente familiens trailer.

”Hvad laver i? Hvorfor henter i traileren? Den er da ligegyldig, ” råber Anja efter dem.

Mikkel svarer hurtigt.

”Brandvæsnet skal jo kunne komme til huset. ”

Minutterne efter er præget af stilhed. Mikkel og Anja står og holder om hinanden stirrende ind i flammerne. Det eneste, der afbryder flammernes knitren, er Anjas konstante spørgsmål ”Hvordan kan det ske? ”, ”Hvorfor sker det for os? ” og ” Hvad skal der ske? ”

Følelsen af afmagt

Anja husker få detaljer fra køreturen hen til huset. Tiden gik nærmest i stå for hende. Hun husker dog, at folk stod oppe på deres hustage for at se, hvor røgen kom fra. Det var en uvirkelig oplevelse at se folk stå og spejde efter det brændende hus.

Da Anja og Mikkel kommer frem til huset, er det allerede helt sort.

”Man kunne slet ikke se huset. Der kørte tusind tanker igennem mit hoved, og alligevel var det som om, tiden gik i stå. Jeg stod bare og hylede helt vildt, men samtidig føltes alt helt stille. Det var sådan en uvirkelig choktilstand, ” erindrer Anja.

Det første hun tænker på, da hun ser flammerne, er hendes far.

”Min far døde, da jeg var 17, så alle de minder, jeg havde om ham, var ligesom inde i det hus. Jeg havde bl.a. arvet en masse LP’er fra ham. Pludselig mistede jeg det sidste, jeg havde fra ham.  ”

Kort efter ankommer fem brandbiler, og Anja og de andre bliver guidet væk fra huset. Anja kommer ind hos en af naboerne, hvorfra hun står og kigger direkte over på sit brændende hjem.

”Det var sådan en følelse af ren afmagt. Man kunne jo ikke gøre noget. Vi stod jo bare og så flammerne tage mere og mere fat. Det var helt uvirkeligt, ” fortæller hun.

En indsatsleder samler Anja og Mikkel for at spørge, om de har nogle specifikke ting, som brandmændene skal forsøge at redde ud af huset. De bliver hurtigt enige om nogle eksterne harddiske med bryllupsbilleder og billeder fra børnenes barndom. Det skulle dog hurtigt vise sig ikke at kunne lade sig gøre, da politiet anså huset som et gerningssted, og intet måtte derfor tages ud.

”Jeg følte, at vi lige havde været så tæt på at få reddet alle vores billeder ud, og så kunne vi ikke alligevel pga. nogle formelle procedurer. Jeg havde mest af alt lyst til at blive kriminel og selv hente dem ud, ” fortæller Anja med et skævt smil.

Uvisheden i tiden efter

Fra branden er slukket og til, at familien må tilgå huset og tage næste skridt, går der flere uger. Først skal politiet undersøge det som gerningssted, og forsikringen skal have teknikere til at undersøge brandårsagen. En periode fuld af usikkerhed og uopklarede spørgsmål.

”Det værste i tiden efter er helt sikkert uvisheden. Hvad skal der ske med huset? Kan vi genbruge det? Skal vi bygge nyt? Hvorfor startede branden overhovedet? ” forklarer Anja.

Tættere som familie

Hele familien fik kontakt til en krisepsykolog, der dog kun blev besøgt nogle få gange. Anja mener, at en af nøglerne til at hjælpe hinanden igennem krisen som familie har været deres åbne og ærlige tilgang til hele forløbet. Hende og Mikkel har bl.a. været oppe i børnenes klasser og fortælle om situationen.

Derudover hjalp det at indse, at de ikke kunne have undgået branden. Teknikerne fortalte, at det formentligt var en stikdåse, der havde startet det hele. En af mange snakke, der har gjort dem tættere som familie.

Der gik mere end fem uger, før Anja igen var på arbejde. I de fem uger opsøgte hun andre, der har været igennem det samme bl.a. via nettet. Derudover har hun og familien brugt veninden i Jylland meget, da de har jævnaldrende børn.

”Jeg har snakket meget med min veninde. Hun har jo ligesom lige været igennem det samme. Hun er så endt med at blive skilt fra sin mand. Der skal Mikkel og jeg i hvert fald ikke hen, ” siger Anja hurtigt.

I dag står huset stort set, som da flammerne blev slukket. Af forsikringsmæssige årsager har familien Sonne endnu ikke fået grønt lys til at rive huset ned. Taget er fuldstændig væk, men flere dele af huset står, som om intet var hændt. De tidligt indkøbte julegaver står stadigvæk pakket ind i soveværelset, og på sofabordet står en æske chokolade, som familien delte aftenen før branden. Huset står som et mærkeligt sammensmeltet billede på fortiden og nutiden.